Lægeurter og lægeplanter

Lægeurter er basen for både naturlægemidlerne og naturmidlerne, men hvor mange af de sidstnævnte er meget populære og kendte i dag, er lægeurterne ofte oversete eller helt glemte.

På denne side finder du en oversigt over vores artikler om lægeurter. Herudover kan du læse om hvad lægeurter er, og hvordan de har været brugt igennem tiden.

Artikler om lægeurter

Her finder du vores artikler om lægeurter:

• Agermåne (Agrimonia) – En glemt lægeurt
• Bjørnetidsel (Acanthus mollis)
• Gyldenris (Solidago)
• Sølvlys (Actaea racemosa) – Sort slangerod
• Vejpileurt (polygonum aviculare)

 

Bøger om lægeurter

Vi anbefaler desuden bøgerne nedenfor, som er fyldt med interessante oplysninger om lægeurter:

Om lægeurter

Lægeurter har længe været brugt mod sygdomme, skavanker og ubehag. Man har ikke blot anvendt urtedelen, men også urternes blade, bark, bær og rødder.

Tidsmæssigt strækker anvendelsen af lægeurterne sig over flere tusinde år. De ældste er optegnelser af lægeurter er omkring 5000 år gamle – men at urter og andre lægeplanter har været anvendt før den tid, er der ingen tvivl om. 

Lægeurter har desuden været anvendt af alverdens folkeslag. I det følgende gennemgår vi kort de første optegnelser af lægeurter fra forskellige folkeslag og civilisationer:

Kina: De første optegnelser af lægeurter stammer fra det nordlige Kina og estimeres til at være fra omkring år 3000 f.Kr. De er med andre ord omtrent 5000 år gamle. I de gamle kinesiske optegnelser nævnes bl.a. hvidløg, rosmarin og morgenfrue. 

Ægypten: I Ægypten har man fundet papyrusruller fra omkring år 1600 f.Kr., hvor lægeurter såsom kamille, timian, fennikel og timian er nævnt. 

Grækenland: I Antikkens grækenland levede den berømte læge Hippokrates (460 – 370 f.Kr.), der i dag betragtes som “Lægekunstens fader” (den vestlige lægekunst). Hippokrates bl.a. lægeurter såsom hvidtjørn, hyld, kanel og Læge-baldrian som værende gode lægeplanter. 

 

Lægeurterne i Danmark

Selvom vikingerne ikke var de første til at anvende lægeurter i Danmark (de tidligere befolkninger brugte dem naturligvis også), er historikernes viden om tidligere brug særdeles begrænset. Vikingerne dyrkede mange planter, hvoraf flere var lægeurter. Et eksempel kan være planten kvan, der blev dyrket i de såkaldte kvangårde, som efter sigende skulle være de ældste haver i Norden. Kvan blev både brugt som naturmedicin og fødevare, og fungerede bl.a. som en vitaminkilde mod skørbug.

I Middelalderen blev de første klostre anlagt i Danmark. I den forbindelse bragte munke lægeplanter med sig fra Syden, som de dyrkede i klosterhaverne. Disse lægeurter blev brugt på mange forskellige måder og til mange forskellige formål.

Guds gave til mennesket

Selvom Hippokrates allerede i sin livstid havde fremlagt tanken om at sygdomme stammer fra naturen, var man i Middelalderen fortsat af den overbevisning, at sygdomme var Guds straf til mennesket.

Fordi lægeurterne havde en vis effekt på visse helbredsproblemer, mente man, at de var “Guds gave til mennesket”, og at menneskeheden havde fået dem for at kunne helbrede sig selv. Derfor mente man også, at der måtte eksistere planter mod alle sygdomme, og at man burde inddele sygdomme efter de urter, der kunne helbrede dem.

Denne naturlære har egentlig sin oprindelse i den kinesiske medicin. I Middelalderen blev læren systimatiseret af den schweiziske læge og botaniker Paracelsus (1491–1541), og fik i den forbindelse navnet signaturlæren. I Danmark var det lægen Peder Sørensen, der sidst i 1500-tallet udviklede signaturlæren.

Signaturlæren levede videre i folkemedicinen, og flere af lægeplanterne betegnes fortsat efter deres oprindelige signatur. Eksempler på lægeplanter herpå kan være:

• Lungeurt (mod lungeinfektioner)
• Øjentrøst (mod øjeninfektioner)
• Leverurt (mod leversygdomme)
• Milturt (mod sygdomme i milten)
• Tandrod (mod tandproblemer)

En central tanke i signaturlæren var, at den enkelte plante havde et mærke eller tegn fra Gud, som viste mennesket, hvad den kunne bruges til. Plantedele der lignende menneskelemmer, dyr eller bestemte genstande, mente man, havde en relevant anvendelighed til samme. Eksempler herpå inkluderer:

• Perikon: De smuller prikker i bladene på planter i slægten perikon (især arten prikbladet perikon) ligner porrene i huden og blev derfor brugt mod sår i huden. 

• Valnødder: Valdnødder blev brugt mod hovedpine, fordi de “har den perfekte hoved-signatur” (ifølge botanikeren William Coles, der levede fra 1626 til 1662).

• Roser: Kronbladene på roser er hjerteformede og blev derfor brugt mod hjerteproblemer.

Herudover findes der også en del historier om, hvordan de enkelte lægeurter blev til. I mange tilfælde indgår der religiøse elementer i historien såsom Gud, Jesus, Jomfru Maria, velsignelser, overnaturlige kræfter o.lign.

 

Lægeplanter i dag

Selvom mange af lægeurterne ikke har de virkninger, som man tidligere anvendte dem for, er der fortsat nogle af dem, der virker efter hensigten – eller har andre gavnlige virkninger.

Dette er én af grundene til at naturmedicin og kosttilskud fortsat anvendes, og at man i dag stadig forsker meget i planternes egenskaber. Hertil kommer, at medicinalindustrien udemærket godt ved, at mange patienter foretrækker plantebaserede lægemidler fremfor syntetiske, og derfor bruger mange midler på forskning i- og udvikling af planternes potentiale.